Så falder dommen

Mandag den 9. juli tog vi af sted til Aarhus for at købe stoffer.
Onsdag den 25. juli, i dag, blev skjorten færdig.
Sådan da.
For man kender først sine nye sko, når man har været i byen med dem.
Så jeg kan først vurdere denne prototype-skjorte, når jeg har gået og stået, siddet og råbt hurra i den.
Efter en slentretur langs havnefronten på denne herlige sommerdag, er jeg stadig rigtig glad for designet, meeen.. komforten og skjortens finish kunne nok godt pudses af, tænker jeg.





Det er svært at vise med et billede, hvordan tingene føles på kroppen.
Men det er klart, at virkeligheden gør lidt modstand imod mine blåøjede designer-idéer: 

- De ekstra lange tætsiddende manchetter,
- En strop på tværs af stoffets naturlige fald nedad ryggen,
- Skjorteærmer, hvis længde passer på en millimeter, når man står stille med kroppen, ret op og ned.

Jeg er meget tilfreds med farverne, men når manchetterne sidder så tæt til håndleddet, så hæmmer det ærmernes naturlige bevægelighed på armene. 
Det kan godt være, at ærmerne faktisk er lange nok, men det føles ikke sådan.
Ligesom et nyt par sko. Det er bare noget andet, som man skal vænne sig til.
Alt tøj skal gåes til, og måske får jeg brug for at lave et par justeringer i forhold til denne - verdens første - Tomas Nielsen-skjorte. 

Peter Bonnén, som har været en både dygtig og tålmodig lærermester, insisterede på selv at sy denne spænde-detaljen på stroppen med sølvtråd:





Man siger, at Gud bor i detaljen, og i skrædderværkstedet tilføjer vi, at detaljer i hvert fald er vigtige. Vi elsker dem, og derfor - tror jeg - er vi endt med at lave en koncept-skjorte, som både er lidt skæv og skør på den ene side, mens den på den anden side har den særlige wauw-effekt, som er svær at finde i tøjbutikkerne.

Og hermed slutter denne skjortebloghistorie fra juli 2012. For skjorten er sådan set færdig.

Nu skal jeg bare lære at gå med den. Og leve med den. 

Tak til Peter Bonnén for al den gode hjælp og støtte i processen.
Og tak til dig som læser, fordi du fulgte med i historien.

På med jernskjorten, kraven og knapperne

Mandag og tirsdag har været dejlige sommerdage både i og uden for værkstedet.
Efter to ugers arbejde med alle skjortens mange stykker og kanter, mangler vi kun de sidste detaljer, såsom sømandsknapper i manchetterne.
Ja, og så skulle vi lige sætte kraven på.



Det ser måske nemt ud: Med et strygejern presser man to stykker kravestof sammen om et tyndt lag vlieseline. Så syr man det sammen med en pyntesøm, mens man holder tungen lige i munden hele vejen rundt i kravekanten. 
Dernæst er det bare at gøre det samme - uden stivelses-vlieseline - med kravens sokkel eller halsstykke. Ydersiden får et skud lyseblå, mens indersiden får en gang mønstret kontrast-stof. Det skal jo ikke være nemt.



Cirka sådan ser det ud, når kraven skal syes på resten af skjorten. Jeg håber, at det ser lidt indviklet ud, for det er det.
Men vi er til gengæld nået så langt nu, at vi klør på med masser af gåpåmod.



Og ja, det har været al arbejdstiden værd, når den påsyede kravekant har fået en tur med strygejernet. Det er fantastisk at nå så langt som til knapperne. 9 centimeter er der typisk imellem hver knap nedover maven, og det bliver i alt til 7 knapper i stolpen og 1 i halsen. 



Men hov, sprang jeg ikke let og elegant over processen med at sy knaphuller..?
Næ, egentlig ikke, for den slags småtterier kan klares med den store symaskine i Peter Bonnéns skrædderi. Peter lader maskinen sy en prøve i en stofstump. Så indstiller han til en passende knaphulsstørrelse, og så er det bare at køre stolpen igennem maskinen. 



Længe leve en god symaskine!
Og så er det blevet alvor i prøverummet:







Jeg lader billederne tale for sig selv, og overlader dommen over denne skjorte til dig.

Selv går jeg hjem fra værkstedet i en rus af tilfredshed over at være nået hertil.

I morgen falder de allersidste detaljer på plads.
Jeg glæder mig.
 


 

Når det eksploderer med idéer

Endelig-endelig er vi nået så langt i design-projektet, at vi begynder at kunne se omridset af en helt ny skjorte.
Ens egen baby er altid den smukkeste, så ja, vi er dybt partiske.
Men når det er sagt, har vi faktisk ikke set noget lignende.



Hvergang vi klipper et stykke af, får vi lyst til at bruge det et andet sted. Hvad med en ny trend i form af en flad præstekrave under slipset og kraven..? 

Indrømmet, nogle af disse idéer ER virkelig skøre, men pointen er, at vi er kommet så meget ovenpå i forhold til processen med at lave tingene med hænderne, at idéerne vælter frem. Prøv at se, hvad der kan ske med en gine og en krop, når vi begynder at lege:    



Detaljen med at sy et stykke gråt indover brystpartiet for at lave en kombineret skjorte og vest, fandt vi på i dag. Ifølge Peter Bonnén er det den grå pyntesøm, som sætter prikken over i'et, fordi den lokker vores øjne til at se det grå ærme som noget, der kommer indefra / stikker ud af den lyserøde vest.

Og det er rigtig skægt at lege med "smoke and mirrors" / æstetisk synsbedrag, som dybest set er det, skrædderi og design handler om. 
Der er grænser for, hvor meget vi kan lave om på vores krop og udseende, og derfor bruger vi tøjet til at udtrykke os igennem - 



Denne detalje opstår, fordi der er for meget ærmestof. Vi skal klippe noget af, og derfor sætter vi nåle i.
Men hør.., ligner nålene ikke de ærmeholdere, man tidligere brugte til at løfte manchetterne væk fra hændernes arbejde? Du ved, de der sorte og hvide elastikstropper om overarmen, som har været back in fashion det sidste års tid.

Så jeg fik med det samme lyst til at sy sådan et par ærmeholderbånd på i lyseblåt stof.
Men Peter lavede bob-bob-bevægelsen på den idé, fordi der jo heller ikke skal gå tivoli i vores design-brainstorm. Så den er parkeret til senere.   



Det er blevet hundesvært at sy nu, fordi det hele er blevet i 3D og rundt.
Hvergang vi laver en pyntesøm, kan jeg godt være med på symaskinen, men ellers må jeg ofte overlade arbejdsstolen til skræddermesteren. Det må jeg erkende.



Her skal der lige presses et kantbånd på vores nyopfundne detalje til bryst-stykket. Don't ask me why, det skal der bare. Og så får jeg ellers lov til at sy indersiden af et ærmegab igen. Suk. Det er svært! Men lærerigt.



Det, som jeg mangler, er at kunne "se med fingrene".
Når Peter sætter sig til maskinen, udfører hans fingre en indstuderet dans både ovenpå og nedenunder det stof, han arbejder med. Fingrene fortæller ham, hvor de forskellige stoflag ligger henne, og så kører maskinen bare derudaf.
Jeg støtter mig for meget til mit syn, så det går laaangsomt, men støt fremad. 

Og indimellem får vi en griner over at være nogle af de eneste ikke-tøjsælgende mænd i Aalborg, som gider at lege med Windsor-slipseknude, vest og skjorte i fritiden.
Enhver er David Lynch-agtig på sin egen måde. Så for sjov skyld og narrestreger er her et exit-portræt fra fredagens kreative værksted.

Rigtig god fredag, kære læsere!

Sandwich-syning i manchettens rullekebab

Det er blevet tid til at sy det lyseblå manchet-stof sammen med det grå ærmestof. Derefter skal det hele rulles sammen til de umulige rør, som ærmerne er.

For mig går der både sandwich og rullekebab i den, når hele tre stoflag skal lægges sammen, rulles og fikseres med nåle. Og så er jeg ikke engang begyndt at buksere hele herligheden ind under symaskinenålen endnu.

Derfor får vi også Peter Bonnéns fingre at se i dette blog-indlæg. Når jeg to gange forgæves har forsøgt at sy en lige linje 2½ cm. inde i manchettens rør, er der ikke andet at gøre end at sige: "Hjælp!  Jeg behøver hjælp, mester."

Og ligesom brødrene Price har et flip med køkkenmaskiner, har Peter en del "sært, men nyttigt" habengut på lager, som netop skal bruges til ærmerør og til knivspidse hjørner på kraver og manchetter. Se bare her:







I dag er jeg glad for, at vi laver skjorten trin for trin. For hvis Peter fra start havde fortalt mig om alle de mærkelige processer, som lægger til grund for en skjorte, var jeg sikkert stoppet ved en simpel grå bondeskjorte uden stolpe og knapper. 

Men det er fascinerende at holde fast i en åben kreativ proces og i det traditionelle skrædderhåndværk. Meget lærerigt. Også selvom jeg fik råbt et par mindre høflige ord til symaskinen undervejs. 









Tænk, at sådan en gang rullekebab og sytrådssalat kan blive til elegante manchetter med skarpe syninger rundt i kanten. Nu mangler vi bare detaljerne med at sy knaphuller og tre sølvknapper i hver.
Det skal nok blive... lærerigt ;-).

Imens vil jeg glæde mig over dagens hårde, men retfærdige lektion - og endnu engang suge inspiration fra de professionelle skjortedesignere og -syersker i det svenske firma Eton:  



Her er perfekte syninger kombineret med et både elegant og modigt valg af stoffer. Det er et håndværk, jeg får mere og mere respekt for, for hver dag der går i værkstedet.

Huset er det allersværeste at sy

Hele dagen har jeg knoklet med at sy 1 millimeter fra kanten.
Først er stoffet flosset og krøllet. Men så måler jeg op og tegner med kridt, folder med fingrene og presser folden fast med strygejernet. Sekundviseren tager et helt kvarter ad gangen - men al den tid er glemt, når kanten endelig er tæmmet.



Som en vinge svinger sømmen sig hele vejen rundt om kroppen. Jeg har vendt skjorten på hovedet, så buen til højre viser ikke halshullet, men hoften.
Peter Bonnén havde sat lidt af et søm i symaskinen, så hvergang vi syede hen over en kant, truede nålen med at sætte sig fast. Så det hjalp virkelig at få den skiftet ud med en tyndere nål, og et kort øjeblik fik jeg faktisk den tanke, at syning ikke er så svært endda. Et øjeblik...



Men vi skal videre. Og sådan ser et ærme ud, før det sættes på.
Den lille blomstrede stofstrimmel er en detalje, som kun kan ses, når slidsen åbnes.
Var den planlagt? Nej. Den var endnu et påfund undervejs i processen.
"Det er sådan, jeg kan li' at arbejde som skrædder," siger Peter. "Vi bygger tøjet op uden en fast skabelon." Det er fantastisk at deltage i, men igen, det kræver tålmodighed. Lad os se nærmere på detaljen:



Jeg er vild med det stof, som detaljen er lavet af. Det skal bruges som kontrast på indersiden af kraven og altså her på ærmeslidsernes inderside. Det skal nok blive flot.



Så smed Peter bomben: "Huset, dvs. den spids som afslutter ærmeslidsen, er nok det allersværeste at sy". Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. For det ligner en labyrint af små klip og folderi, som afsluttes med et helt tandsæt af knappenåle til at holde huset på plads under symaskinen. Heldigvis syr jeg med grå tråd i gråt stof, så fejlene - med at holde syningen lige i kanten - er ikke så tydelige.



Ja-ja, det ligner da et hus, og det skal nok ende med at blive fint. Men de sidste par dage har gjort mig så bevidst om, hvordan det skal gøres rigtigt, at jeg er blevet super-kritisk.
Derfor begynder dagen i morgen også med at pille op og sy igen. Om og om igen, indtil den er der. 
Det glæder jeg mig til! 

       

Øjet er en nådesløs dommer

Så kort og så smalt kan det siges med et billede: I dag har jeg syet sidesømme i skjorten med en kontrasterende tråd, der afslører alt. Okay, det måtte jeg vel forvente..? Jeg mener, når en symaskine-amatør som jeg forsøger at lave en lige linje - klods op ad en stofkant med 1 milimeters præcision. Men sådan ser mine følelser ikke på det. De er rasende! Parat til at spy ild som en drage af bar ærgrelse...



Ud over at låne mig denne herlige barstol i processen med at sætte nåle og lave risting, er Peter god til at komme med opmuntrende ord, når skuffelsen slår ned i mig. Men her i eftermiddags slog ordene ikke til. For jeg er - ligesom de fleste - født med en perfektionist i øjnene. Jeg kan sagtens se forskel på en helt lige syning og så den skæve milimeter-slalom, som jeg har lavet i dag. Og oven i skuffelsen er jeg gået sukkerkold. 



Sådan en tirsdag eftermiddag er der bare ikke gummibamser nok i verden til at holde mig kørende. Jeg skulle have stoppet arbejdet, mens legen var god. Nu skal jeg, for anden gang, pille syningen op og starte forfra.
Hvorfor sker sådan noget altid? Hvorfor ender vi mennesker altid med at citere Murphy's lov: Hvis noget kan gå galt...?

Fordi jeg et øjeblik glemte, at jeg er her for at lære. Ikke for at vide og kunne det hele på forhånd. Så selvom øjet er en iskold dommer, handler det om at holde hjertet varmt og sætte fokus på læreprocessen. Og sådan set, kunne dagens arbejde vel være værre..?



Vi har valgt at lade den underste skjortestolpe være i samme grå farve, som ærmerne skal have. Og de to farver klæ'r hinanden godt. Tjek.



Detaljen med en lyseblå strop mellem ryggens indsyninger spiller også fint i sollyset fra den grå sommer. Den glæder vi os osse over. 



Og nu, hvor blogskrivningen har taget toppen af min skuffelse med den ene sidesøm, kan jeg se, at jeg faktisk er tilfreds med de linjer, som denne sølvfarvede silketråd har givet skjortens bærestykker. Så jeg ender dagen med at klappe mig selv og læremester Peter Bonnén på skulderen for endnu en hård, men retfærdig dag i skrædderværkstedet.  



"I morgen skal vi sy ærmer på," siger Peter, da jeg marcherer hen imod døren. "Det bliver svært." Jep, nikker jeg indebrændt, det bliver helt sikkert endnu en lærerig oplevelse. Efter at jeg har pillet sidesømmen op og prøvet igen.
Jeg glæder mig!
Meeen, skal nok lige have en trøste-is på vejen hjem ;).  

Vi vil se den på

.

Ja, vi vil se den på - i fredags blev det endelig tid til den første prøvning af min håndlavede skjorte. Der er stadig lang vej, men det er så tilfredsstillende at være med til at bygge skjorten op en del ad gangen. Hvis du har prøvet at lægge våde strimler af gips-gaze på et ansigt eller på en hel torso, så ved du præcis, hvad jeg mener. Som en skulptør bygger man en kopi af den kropsdel, man ønsker at klæde på. Og jeg oplever, at idéerne kommer væltende i denne kreative proces. Når nu torsoen har en anden farve end ærmerne og kraven, får jeg den idé, at torsoen skulle minde om en vest. "Fint," sagde Peter. "Men så skal du i gang med at lave en strop til skjortens ryg."







Disse tre billeder viser processen fra inspiration til idé og resultat. Den vest-inspirerede strop sidder fint imellem de kropsnære indsyninger i ryggen. Og stroppen fik den samme lyseblå farve, som senere skal føres på skjortens krave, og på dens 12 cm lange manchetter med tre sølvknapper i hver. Det ser nemt ud, men at lave sådan et bånd fra bunden er en tidskrævende og ja, "pølseagtig" proces:







Først syr man et rør. Så trækker man vrangen ud igennem røret ved hjælp af en sikkerhedsnål. Og så er man endelig klar til at montere denne strop på skjortens ryg. Hvorfor gøre så meget ud af det? Fordi Gud bor i detaljen og ingen har sagt, at det skulle være nemt. "Det bliver det heller ikke," forsikrer Peter Bonnén. "Det bliver tværtimod meget sværere senere i processen." Det glæder jeg mig til.., tror jeg nok ;-)

I hvert fald får jeg mere og mere respekt for det arbejde, som ligger i et godt stykke tøj. Som nu for eksempel denne nålestribede vest af mærket Sand, jeg fandt på sommerudsalget: