Der er noget casual i betydningen henslængt over Paul Smith-skjorter.
Det er som om, at de skal være krøllede og lidt nikotin-nussede i farverne.
I dette indlæg vil jeg gå tæt på fem af disse skjorter, fordi jeg mener, at den engelske og italiensk-inspirerede tøjdesigner Paul Smith kan noget særligt.
Det er meget romantisk at blande børneværelsets lyserøde og lyseblå striber med et mormor-agtigt blomstret tapet. Samtidig åbner skjortens franske manchetter, her tilsat en sølvskinnende og Paul Smith-stribet knap, for en anden historie, som handler om et mere tjekket og formelt look.
I forordet til en bog om den afrikanske dandy, den såkaldte sapeur, skriver Paul Smith, at han altid har elsket farver. Men hvor de mørkhudede, Paris-elskende sapeurs ikke er blege for at vise sig på gaden i et pink jakkesæt, bevarer Paul Smith altid forbindelsen til en mere sofistikeret britisk-europæisk farvepalet.
Paul Smith-skjortens bomuld er blød at føle på, og udseendet er en anelse mat og falmet. Og så har denne designer en forkærlighed for det klassiske stof-tryk. Læg mærke til detaljen herunder, hvor et blomstermotiv (i fire farver) er trykt oven på en baggrund af off-white med sorte striber. For skjortebæreren selv træder blomstermotivet i forgrunden, mens skjorten på afstand, dvs. for andre at se, har trykt motivet ind bag et gitter af sorte striber.
Det er denne sofistikerede leg med den bløde krøllede bomuld, de flippede farver og mønstre på den ene side, og det mere cool og formelle look på den anden, som er hemmeligheden bag disse skjorter.
Hvorfor skulle jeg købe (endnu) en relativt dyr designer-skjorte, som allerede fra ny virker krøllet og vintage-slidt?
Hvorfor ikke nøjes med den ekslusive følelse af Eton-skjorternes rene, skinnende finish?
Hvorfor må jeg - og andre PS-fans - med jævne mellemrum give efter for fristelsen til dette flimrende og legesyge udtryk?
Svaret må ligge i skjorterne. Prøv engang at se, hvordan Paul Smith har blandet de to klassikere, den hvide og den blå skjorte, så jeg som bruger selv må bestemme, om jeg føler mig white collar-fin eller blue collar-dagligdags(?).
'Two fold cotton' kaldes denne teknik, hvor der er vævet et ekstra antal blå, røde og kridhvide prikker ind i skjortens hvidblå stof.
Det er sikkert ikke en skjorte for mænd som flest.
Men hvis man én gang er faldet for en af disse sofistikerede frækheder, så er man solgt. Og manchet-knappen, den lille matte sølv-brogue-sko med en læst af perlemor, passer perfekt til dette krøllede og prikkede stof.
Italiensk pyjamas?
Efter denne mere løse fortælling, er det blevet tid til at opliste PS-skjortens typiske træk:
- Blød egyptisk bomuld (som krymper min. 2 % i vask)
- Knækkede, støvede farver frem for rene og skinnende.
- Bærestykket består af to stykker stof, syet sammen på midten.
- Kontrast-stof på kravens og manchetternes inderside.
- Metalgrå eller perlefarvede knapper i plastic.
- Lilla sytråd i manchetterne.
- Påsyede snipper i forskellige farver med: PS-brandet, med type- og design-info, og med mottoet 'Make love not war'.
Tilsammen giver det en herligt blomsterbarnlig stil, der svinger mellem afslappet engelsk pyjamas og sofistikeret italiensk design.
Jeg elsker stofligheden i dette sidste close up-billede.
Det har nemlig undret mig, hvorfor reklamebranchen altid skal vise tøjet som noget splinternyt på en skinnende magasin-baggrund?
Tøj vil altid være brugskunst, uanset om det er flygtig mode eller holdbar stil. Ligesom jeans bliver tøjet bedre, jo mere det bruges og vaskes.
Netop derfor har jeg skrevet om Paul Smiths skjorter.
