Så kort og så smalt kan det siges med et billede: I dag har jeg syet sidesømme i skjorten med en kontrasterende tråd, der afslører alt. Okay, det måtte jeg vel forvente..? Jeg mener, når en symaskine-amatør som jeg forsøger at lave en lige linje - klods op ad en stofkant med 1 milimeters præcision. Men sådan ser mine følelser ikke på det. De er rasende! Parat til at spy ild som en drage af bar ærgrelse...
Ud over at låne mig denne herlige barstol i processen med at sætte nåle og lave risting, er Peter god til at komme med opmuntrende ord, når skuffelsen slår ned i mig. Men her i eftermiddags slog ordene ikke til. For jeg er - ligesom de fleste - født med en perfektionist i øjnene. Jeg kan sagtens se forskel på en helt lige syning og så den skæve milimeter-slalom, som jeg har lavet i dag. Og oven i skuffelsen er jeg gået sukkerkold.
Sådan en tirsdag eftermiddag er der bare ikke gummibamser nok i verden til at holde mig kørende. Jeg skulle have stoppet arbejdet, mens legen var god. Nu skal jeg, for anden gang, pille syningen op og starte forfra.
Hvorfor sker sådan noget altid? Hvorfor ender vi mennesker altid med at citere Murphy's lov: Hvis noget kan gå galt...?
Fordi jeg et øjeblik glemte, at jeg er her for at lære. Ikke for at vide og kunne det hele på forhånd. Så selvom øjet er en iskold dommer, handler det om at holde hjertet varmt og sætte fokus på læreprocessen. Og sådan set, kunne dagens arbejde vel være værre..?
Vi har valgt at lade den underste skjortestolpe være i samme grå farve, som ærmerne skal have. Og de to farver klæ'r hinanden godt. Tjek.
Detaljen med en lyseblå strop mellem ryggens indsyninger spiller også fint i sollyset fra den grå sommer. Den glæder vi os osse over.
Og nu, hvor blogskrivningen har taget toppen af min skuffelse med den ene sidesøm, kan jeg se, at jeg faktisk er tilfreds med de linjer, som denne sølvfarvede silketråd har givet skjortens bærestykker. Så jeg ender dagen med at klappe mig selv og læremester Peter Bonnén på skulderen for endnu en hård, men retfærdig dag i skrædderværkstedet.
"I morgen skal vi sy ærmer på," siger Peter, da jeg marcherer hen imod døren. "Det bliver svært." Jep, nikker jeg indebrændt, det bliver helt sikkert endnu en lærerig oplevelse. Efter at jeg har pillet sidesømmen op og prøvet igen.
Jeg glæder mig!
Meeen, skal nok lige have en trøste-is på vejen hjem ;).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar