onsdag den 25. juli 2012

Så falder dommen

Mandag den 9. juli tog vi af sted til Aarhus for at købe stoffer.
Onsdag den 25. juli, i dag, blev skjorten færdig.
Sådan da.
For man kender først sine nye sko, når man har været i byen med dem.
Så jeg kan først vurdere denne prototype-skjorte, når jeg har gået og stået, siddet og råbt hurra i den.
Efter en slentretur langs havnefronten på denne herlige sommerdag, er jeg stadig rigtig glad for designet, meeen.. komforten og skjortens finish kunne nok godt pudses af, tænker jeg.





Det er svært at vise med et billede, hvordan tingene føles på kroppen.
Men det er klart, at virkeligheden gør lidt modstand imod mine blåøjede designer-idéer: 

- De ekstra lange tætsiddende manchetter,
- En strop på tværs af stoffets naturlige fald nedad ryggen,
- Skjorteærmer, hvis længde passer på en millimeter, når man står stille med kroppen, ret op og ned.

Jeg er meget tilfreds med farverne, men når manchetterne sidder så tæt til håndleddet, så hæmmer det ærmernes naturlige bevægelighed på armene. 
Det kan godt være, at ærmerne faktisk er lange nok, men det føles ikke sådan.
Ligesom et nyt par sko. Det er bare noget andet, som man skal vænne sig til.
Alt tøj skal gåes til, og måske får jeg brug for at lave et par justeringer i forhold til denne - verdens første - Tomas Nielsen-skjorte. 

Peter Bonnén, som har været en både dygtig og tålmodig lærermester, insisterede på selv at sy denne spænde-detaljen på stroppen med sølvtråd:





Man siger, at Gud bor i detaljen, og i skrædderværkstedet tilføjer vi, at detaljer i hvert fald er vigtige. Vi elsker dem, og derfor - tror jeg - er vi endt med at lave en koncept-skjorte, som både er lidt skæv og skør på den ene side, mens den på den anden side har den særlige wauw-effekt, som er svær at finde i tøjbutikkerne.

Og hermed slutter denne skjortebloghistorie fra juli 2012. For skjorten er sådan set færdig.

Nu skal jeg bare lære at gå med den. Og leve med den. 

Tak til Peter Bonnén for al den gode hjælp og støtte i processen.
Og tak til dig som læser, fordi du fulgte med i historien.





1 kommentar: